Gå til vores Facebook side
Sitemap
Print













































Sejo fra Bosnien har brug for din hjælp!


I Sarajevo søger vi sponsorer til Sejo. Han er pensionist, og hans hjerte brænder for dyrene. Han hjælper de hunde, der er flyttet ind hos ham og er venlig ved hundene, der bor på gaden. Han har viet sit liv til hundene efter hans kones død. Han bor i en meget lille lejlighed og har ikke særlig mange penge. Pensionen går til mad til sig selv og de mange hunde som han giver husly. Hundene har ædt de fleste af hans møbler, så han sover på en træplade. Sammen vil vi kunne gøre en forskel for Sejo og hans hunde. Vi har sat mange af hans hunde på vores adoptionsliste, og vi håber at kunne få sponsorer, der kan hjælpe Sejo og hans dyr til en værdig tilværelse. Hvis du vil hjælpe, så kontakt os endelig.
 









































Jovanka fra Bosnien har brug for din hjælp!

I Sarajove bor også Jovanka, som vi ligeledes søger sponsorer til. Hun er, som Sejo, pensionist og har viet sit liv til dyrene. I Bosnien får man 500-600 kr i pension om måneden, som man skal leve af. Selvom Jovanka næsten ikke har penge til mad til sig selv, tog hun en hund ind samt en kat. Hun deler bogstavelig talt hendes gamle brød med hendes dyr. Katten hun tog ind var drægtig, og hun ville ikke efterlade den med killingerne på gaden. Nu skal hun snart flytte, da det hus hun bor i er ved at falde fra hinanden, og der er meget fugt, hvilket kan ses på væggene. Når hun flytter, vil hendes katte have mulighed for at komme ud, og vi har derfor hjulpet hende med penge til at få dem steriliserede og kasterede. Vi vil meget gerne hjælpe hende med penge til foder og mad til hende selv. Hun er en meget stolt kvinde, der har svært ved at tage imod gaver, men hun vil gøre det for sine dyr. Hvis du gerne vil være sponsor for Jovanka, så kontakt os endelig. 






























Bandit har brug for din hjælp!

Bandit har haft et hårdt liv på gaden. Han blev angrebet af en hund, der bed i ham i halsen, og han overlevede kun med nød og næppe. Han kom sig og var en del af en hundeflok, der lever på gaden. Af en eller anden grund kunne de andre hunde i flokken ikke lide Bandit, og han blev igen angrebet. Det var her, vi i foreningen fik tilsendt et billede af Bandit med meget alvorlige bidsår og et meget hævet forben. Vi fik vores kontakt i Sarajevo, Almir, til at hente Bandit og bringe ham til dyrlægen. Almir fortalte os, at Bandit var meget deprimeret, og det virkede til, han havde mistet livslysten. De prøvede forgæves at redde hans forben, men det var desværre for sent, og skaden var så stor, at benet desværre måtte amputeres. I dag lever Bandit til fulde op til sit navn. Han er slet ikke mærket af det manglende ben, og han kom sig utroligt hurtigt. Almir fortæller os, at alle der møder Bandit bliver forelskede i ham, da han er en meget charmerende hund. Havde vi ikke grebet ind, var Bandit sandsynligvis blevet slået ihjel af de andre hunde eller lidt en langsom død af sine skader. Bandit er i Almirs pension, hvor han har det godt. Vi håber, nogen vil melde sig som sponsorer, så han kan få betalt sit ophold indtil der melder sig en adoptionsfamilie til ham. Datoen på det øverste billede er naturligvis ikke korrekt, kameraet var indstillet forkert. På dette billede ses Bandit inden han blev reddet, og på det nederste kan han ses han kort efter sin amputation. 












Zoko har brug for din hjælp!

Zuko er en gadehund, der desværre kom i kløerne på en mindre kompetent dyrlæge. Han havde 2 knuder, og disse skulle fjernes. Desværre skar dyrlægen alt for meget hud af, og Zuko fik 2 meget store åbne sår, der var meget dårligt syet sammen. Han kom til Almir, og Almir blev af lokale lovet, de ville betale for Zukos ophold. Men månederne gik, og disse mennesker brød deres løfte til Almir og Zuko. Desværre helede Zukos sår slet ikke, og Almir gjorde alt han kunne for at holde dem rene. Vi kunne naturligvis ikke lade Zuko blive sendt tilbage på gaden, og vi bad derfor Almir tage Zoku til en kompetent dyrlæge, der kunne foretage en ordentlig operation, så Zuko kan få det bedre og blive adopteret. Zuko har nu fået sin operation og hans sår ser meget bedre ud. Vi håber, han heler hurtigt, så han kan blive klar til adoption. Han har aldrig haft en familie, og vi håber, vi kan finde en til ham. Vi har brug for penge til Zukos ophold hos Almir samt hans dyrlægeregninger. Hvis du har mulighed for at hjælpe, vil vi meget gerne høre fra dig. 















Projekt SALG TIL FORDEL FOR HUNDENE:


Vi har på vores facebookside oprettet et album, hvor vi har ting til salg. Alle pengene, der kommer ind via disse salg går direkte til hundene. Hvis du har ting, du gerne vil sælge og donere pengene til hundene, hører vi meget gerne fra dig. Ligeledes samler vi også ting ind, vi sælger på loppemarkeder. Du kan se vores album på facebook her.